Dovenskaben forklædt som håb

”Jeg håber jeg taber mig. Jeg håber ordren går igennem. Jeg håber projektet bliver til noget. Jeg håber mine børn bliver lykkelige.” Hvis du er klar til at se i selverkendelsesspejlet endnu engang, er denne artikel guf – hvis ikke….. så skal du nok klikke videre!

Endnu en ønske-historie
Tankerne kredser om målet, ønsket, drømmen. Følelserne resonerer, vi fortæller os selv og omverdenen endnu en ønske-historie. Det føles så rart, når andre møder vores ønsker, og en ven eller venindes støttende hånd i ryggen får vores medlidenheds-gener til at feste. Men er det i virkeligheden det vi har brug for?

10 kg pay-off
Nej, det er det ikke! Håb er en livgivende størrelse, men håb der ikke bliver til konkret drive, er ofte vores dovenskab forklædt som ”voksen”. Hvis vi f.eks. de sidste tre år har ønsket os at tabe 10 kg, men vi stadig er det samme ”vægt-sted”, er vores virkelige ønske ikke at tabe os. Ønsket er alle de pay-off de 10 kg ekstra giver os; medlidenhed, undskyldninger og selvkritik!

Alt mellem himmel og jord
Inden vi hidser en følelsesmæssig stemning alt for meget op – lad mig forklare. At være doven er ikke en dom. Vi er alle dovne forskellige steder i vores liv. Dovenskab er ofte et udtryk for afhængighed. Vi kan blive afhængige af alt muligt mellem himmel og jord; cigaretter, chokolade, adfærd og sex. Dovenskaben er den lille djævel der sidder på vores skulder og fortæller os, at ja, vi skal da tabe os, vi skal bare lige æde de her flødeboller først. Eller den der fortæller os, at inden vi begynder at spare op på mandag, skal vi lige ud og power shoppe det sidste par sko først.

Hvordan forvalter du din frihed?
Dovenskaben er også den, som ikke vil konfronteres og bevæge sig. Det er den der bliver sur på Christian Campbell fordi han er så pisse rethaverisk, og fyrer den veninde der siger, at nu gider hun ikke høre mere om slankekure fra vores mund.

Du er selvfølgelig fri til at gøre lige præcis det du vil. Du må have dine følelser, du må være lige præcis den du er…… din rettigheder er intakte. Jeg vil ikke dømme nogen, men stillet spørgsmålet: Er du tilfreds med den person (dig selv) du bruger din frihed på at være, og har du overgivet dig til dovenskaben, men kalder den håb?